Forsinkelse på MZSBs – også kendt som Beredskabsministeriet – nye domicil: Lagerplads til zombier skaber udfordringer
Byggeriet af MZSBs kommende hovedsæde, som blev offentliggjort tidligere på året, er blevet ramt af uventede forsinkelser. Årsagen? Manglende afklaring omkring den praktiske opbevaring af zombier på det nye anlæg.
“Det er ikke bare at kaste dem ind i en container og håbe på det bedste,” udtaler den apokalyptiske fotograf og deltids-kaffebrygger Shirian Kraftedme, som har dokumenteret byggeprocessen på nært hold. “Det kræver plads, sikkerhed, og ikke mindst… en vis form for æstetik. Der er stadig nogen, der skal arbejde der hver dag, trods alt.”
Lagerudfordringer i det udøde hjørne
Det planlagte zombielager, internt døbt “Zone Z”, skulle have været klar i juni, men entreprenøren melder om vanskeligheder med både terrænforhold og myndighedsgodkendelser.
“Der er lidt bøvl med underlaget og noget med nogle jerndrager, der ikke passer. Men vi får det klaret,” lyder den lakoniske status fra Entreprenør Isaksen, der er kendt for sin nordjyske måde at kommunikere på. “Det bli’r, når det bli’r.”
Ifølge Shirian Kraftedme handler det ikke kun om teknik, men også om æstetik og visuel indramning. “Du kan ikke have en flok zombier stående i en mørk kælder uden ordentlig belysning. Det sender bare et forkert signal. Det skal være råt, men bevidst råt – ikke discount.”
Ny tidsplan under udarbejdelse
Zombieministeriet har endnu ikke meldt en ny åbningsdato ud, men der arbejdes på højtryk for at finde en løsning. Kilder tæt på projektet antyder, at man muligvis overvejer en midlertidig satellitløsning med containere ved den nærliggende nedlagte campingplads Sol & Skrald.
“Vi vil hellere gøre det hurtigt end ordentligt, eller var det ordentligt end hurtigt,” afslutter Shirian, mens han brygger endnu en kop sort kaffe over gasblusset ved sin mobile fotostation. “Når zombierne endelig flytter ind, skal det være med værdighed, og god smag.”
For at følge op på tidligere artikler er her et opdateret galleri hvor fremskridt i byggeprocessen kan følges. Ydersiden af byggeriet er efterhånden færdigt, og nu tilbagestår blot indvendig beklædning og indretning. Endelig afslutning forventes inden den store årlige beredskabsøvelse 2025!




















