Hekse i luftrummet skaber hovedbrud for Ministeriet for Zombieapokalyptiske scenarier, Sikkerhed og Beredskab – i folkemunde bedre kendt som Beredskabsministeriet

fremmede droner eller ufoer i luftrummet?

Hekse set over danske lufthavne, hospitaler, havne og andre typer af kritisk infrastruktur

Ministeriet for zombieapokalyptiske scenarier, sikkerhed og beredskab (MZSB), i folkemunde kendt som Beredskabsministeriet, advarer om usædvanlige observationer i det danske luftrum.

Flere borgere har rapporteret om hybride trusler i form af hekse, der tilsyneladende bryder reglerne for flyvning selvom det ikke er Sankt Hans. Det gælder især luftrummet over landets lufthavne – og mere overraskende er der også rapporteret observationer over landets fødegange.


Ministeriet indsætter eget beredskab bestående af hekse

Selvom beredskabet er fremragende, har det endnu ikke været muligt at standse de mystiske hekseoverflyvninger.

”Vi har indsat vores egne autoriserede ministerielle hekse til at jagte de uidentificerede flyvende objekter. Men resultatet har indtil videre været… flygtigt,” udtaler talsmand fra MZSB Shirian Kraftedme.

Ifølge ministeriet arbejder man på at indkøbe avancerede systemer til hekse-neutralisering, men disse forventes først leveret senere på året.


Samarbejde med internationale partnere

Indtil da har Beredskabsministeriet henvendt sig til vores faste samarbejdspartnere i Federal Vampire and Zombie Agency (FVZA). FVZA råder over særlige kapaciteter til både vampyrbekæmpelse og hekseovervågning, som muligvis kan afhjælpe situationen.

“Vores håb er, at FVZA kan sætte ind hurtigt, så vi kan genoprette sikkerheden i luftrummet og på landets fødegange,” lyder det fra ministeriet.


Var det hekse – eller blot storke?

På trods af de mange alarmerende meldinger understreger Beredskabsministeriet, at der endnu ikke foreligger fuld klarhed. Flere eksperter peger på, at observationerne kan være alt fra storke til andre uidentificerede flyvende objekter.

Indtil videre råder Beredskabsministeriet alle mandlige borgere til at udvise ro, undgå at vifte med kosteskaftet mod himlen, benytte sig af prævention, og lade myndighederne håndtere sagen.


Konklusion

Beredskabsministeriet tager situationen alvorligt, men opfordrer samtidig til, at borgerne husker, at hekse i luftrummet kun er tilladt ved Sankt Hans. Alt andet er – med stor sandsynlighed – enten storke, Karlsson på taget eller flygtig satire.